Støttekoncerten blev holdt den 27. april 2024
50 amatør jazzmusikere spillede 3 numre arrangeret af Quincy Jones. Mellem numrene vises to korte videoer om smarte klimaløsninger i nogle af verdens klima brændpunkter: flydende køkkenhaver og biogas-generator baseret på husdyrafføring.
Koncerten kan høres her:
Quincy Jones tema i 2024
På koncerten blev spillet tre Quincy Jones arrangementer, som musikerne havde arbejdet med i løbet af dagen:
- Comin’ Home Baby
- I Left My Heart In San Francisco
- Pleasingly Plump
Koncerten afsluttede amatør jazz-stævnet, hvor de 50 musikere for første gang spillede sammen i et stort orkester. I løbet af dagen havde 6 instruktører fra bl.a. Aarhus Jazz Orchestra øvet de tre numre med musikerne i instrumentgrupper. Kl. 14 samledes alle og øvede i et stort orkester under ledelse af trompetist og dirigent Jan Lynggaard Sørensen fra Aarhus Jazz Orchestra inden koncerten blev livestreamet kl. 16.00-16.30.
Støtte til klimasmarte løsninger
Mellem numrene visestes to korte videoer om klimasmarte løsninger, som den humanitære organisation CARE udvikler i bæredygtige, lokalforankrede og fremtidsholdbare projekter i nogle af klimakrisens brændpunkter. Projekter der på en effektiv måde forbedrer folks levestandard og skaber muligheder for selvhjælp.
Djurzz Forårs Jazz giver mulighed for at yde økonomisk støtte til klimaindsatsen.
Vær klar med mobilepay.
Biogastanke
Jordens ressourcer er under pres. Derfor kæmper CARE hver dag for at udvikle grønne alternativer til udvikling af energi. Et af de projekter, som CARE har opnået stor succes med flere steder i verden, er biogastanke. Tankene fungerer som underjordiske generatorer, der omdanner afføring fra fx køer og geder til biogas, der både giver varme, lys og ild til madlavningen. Affaldet fra biogastanken tørres og bruges som super-effektiv gødning. Den kan kvinderne enten bruge i deres egen køkkenhave eller sælge på markedet.
Klimasmarte køkkenhaver
Bangladesh er et af verdens mest klimaudsatte lande. Med lavtliggende kystområder og flod-deltaer er landet meget sårbart for særligt cykloner og stormflod. Det stigende havniveau betyder samtidig, at det salte havvand trænger ind i floderne og derfra ind i jorden. Saltet gør jorden svær at dyrke – og vandet udrikkeligt. Derfor har CARE udviklet flere forskellige løsninger på klimasmarte køkkenhaver, så de fattige bønder, kan sikre deres afgrøder og årlige høst bedst muligt.
Jazz og bæredygtighed
Amatør-jazzmusikken er kendetegnet ved, at man spiller ulønnet, af lyst og efter bedste evne. Bigband-formen indrammer samtidig et fællesskab, hvor sociale skel er uden betydning, og hvor slagteren og juristen spiller sammen med direktøren og håndværkeren, og det kun fungerer, hvis alle lytter til hinanden. Forskningen supplerer det med, at aktive amatørmusikere opnår forøget livsglæde.
I Bigbandet Unoderne ønsker vi at styrke det levende fællesskab i amatørjazzmusikken gennem afvikling af stævner og festivaler. Vi kalder aktiviteterne for ”Djurzz Jazz”, fordi vi har hjemsted i Rønde på Djursland.
Og hvordan hænger det så sammen med bæredygtighed?
Jo FN’s verdensmål har et delmål 10.2, som sigter mod at styrke social, økonomisk og politisk inklusion. Og det vil vi gerne bidrage til gennem ”Djurzz Jazz”.
Samtidig har vi valgt at støtte yderligere et verdensmål, nemlig 12.a, der sigter mod at styrke udviklingslandenes kapacitet til bæredygtigt forbrug og produktion. Derfor gennemføres den afsluttende koncert på Djurzz Forårs Jazz som en virtuel støttekoncert i samarbejde med den humanitære organisation Care.dk, der støtter befolkninger i klimakrisens brændpunkter.
Om Care.dk
I verdens fattigste lande har klimakrisen og det ekstreme vejr store konsekvenser. Tørker, storme og oversvømmelser slår husdyr ihjel, ødelægger høsten og kan skabe kamp om jord og vand. Det rammer især kvinderne hårdt. Kvinderne er i forvejen mest udsatte og kæmper allerede mod sult, fattigdom og ulighed, og med klimakatastroferne har kvinderne fået endnu en fjende i kampen for at overleve.
CARE støtter kvinderne i klimakrisens brændpunkter, fordi de er nøglen til en bedre fremtid. Ved at styrke kvinderne med klima-smart landbrug, uddannelse og politisk indflydelse støtter vi dem i deres kamp for at kunne overleve klimakatastroferne og samtidig bekæmpe den grundliggende ulighed. På den måde skaber kvinderne varig forandring og en fremtid uden sult og fattigdom for både sig selv og deres børn.
CARE er en del af CARE International, som er en af verdens største humanitære organisationer. Sidste år gjorde CARE’s arbejde en forskel for 100 millioner mennesker i flere end 100 lande.
Se mere om Care.dk.
Sponsorstøtte
Virtuel støttekoncert – 30. april 2023 kl. 16.00
Søndag den 30. april 2023 kl. 16.00 blev Djurzz Forårs Jazz koncerten 2023 livestreamet på Facebook og Youtube!
Lyt og se eller genlyt/se koncerten fra 2023
Koncerten blev spillet af ca. 45 amatørjazz-musikere, der havde arbejdet med tre bigband-arrangementer under ledelse af professionelle jazmusikere på et stævne hele dagen den 30. april.
De numre, der blev spillet, er:
- Bye Bye Blackbird, komponeret af Remick og arrangeret af Dennis Mackrel
- Big Dipper, komponeret og arrangeret af Thad Jones og
- Mambone, komponeret og arrangeret af Bob Mintzer
Mellem hvert nummer præsenteredes et spændende projekt, der løser en klimaproblemstilling i et af verdens klimakrisens brændpunkter. Projekterne er udviklet af den humanitære organisation Care.
Projekter, som blev støttet med koncerten i 2023
Når du støtter CARE, støtter du tankegangen om at udvikle innovative løsninger, der fokuserer på at hjælpe mennesker – løsningerne skal være bæredygtige, lokalforankrede og fremtidsholdbare. Og vigtigst af alt skal de på en effektiv måde forbedre folks levestandard og skabe muligheder for selvhjælp.
Mobile køkkenhaver
Med en gennemsnitstemperatur på 35 grader og kun 30 millimeter regn om året, er lande som Niger særlig sårbar overfor den globale opvarmning. Der er med andre ord så tørt, at det kan være svært at få afgrøder til at gro, som kan sikre familierne noget at spise.
CARE har udviklet mobile køkkenhaver til gavn for landets udsatte nomadefamilier, så de kan sikre mad på bordet til sig selv før, under og efter tørken sætter ind.
Fotocredit: Care.dk
Køkkenhaverne er flytbare murstensbede foret med plastik. Et indbygget filter sikrer, at vandet bliver i beholderne, så̊ planterne kan vokse. På den måde er køkkenhaverne modstandsdygtige overfor klimaforandringerne. De enkelte dele er nemme at tage ned og sætte op, når nomadefamilierne rykker videre.
I køkkenhaverne kan familierne dyrke salat og moringa. Moringa er en meget næringsrig afgrøde, der er rig på både vitaminer og olie. Den kan de både spise, lave olie af og sælge på markedet, og moringa er derfor yderst værdifuld.
Mobile køkkenhaver løser en kæmpe klimaudfordring og er med til at styrke Nigers nomadekvinder, så de kan skaffe mad til deres familier og børn på lang sigt.
Solcelledrevne komfurer
Krig og konflikt sender millioner af mennesker på flugt, og mange familier ender i flygtningelejre – store flygtningelejre. I Kyangwali i Uganda huser en lejr flere end 120.000 mennesker. Så mange på så lidt plads sætter naturen under voldsomt pres.
Der er brug for mad og vand for at overleve. Derfor er kvinder ofte nødt til at hente brænde i de lokale skove, så de kan tænde bål og lave mad. Træfældningen ødelægger skovene og dyrelivet – pt. vurderes det, at kun 40 procent af den oprindelige skov står tilbage. I jagten på træ i skovene er kvinderne desuden i høj risiko for at blive overfaldet og voldtaget.
For at sikre kvinderne og skåne naturen bedst muligt har CARE introduceret solcelledrevne komfurer i flygtningelejrene.
Fotocredit: Care.dk
På den måde kan kvinderne lave mad, uden at de og pigerne skal udsættes for den lange, farlige tur til skoven – mens skoven kan starte den langsomme genopbygning i både højde og bredde.
Link til Care.dk
Se mere om Care.dk.
Vi støtter verdensmålene
Djurzz Forårs Jazz tilslutter sig arbejdet med to af FN’s verdensmål:
Mål 10 Mindre ulighed, herunder delmål 10.2 Styrk social, økonomisk og politisk inklusion med den danske indikator 10.2.iv. Andel af befolkningen, der er medlem af en forening.
Mål 12 Ansvarligt forbrug og produktion, herunder delmål 12.a Styrk udviklingslandenes kapacitet til bæredygtigt forbrug og produktion med indikator 12.a.1. Størrelse af støtte til udviklingslande, der går til forskning og udvikling af bæredygtigt forbrug og produktion og miljørigtige teknologier
Sponsorstøtte
Djurzz Forårs Jazz 2023 blev støttet af Syddjurs Kommune, Aarhus Jazz Orchestra, Dansk Musiker Forbund, Kulturhotellet, FOF Djursland, DanGuitar (Grenaa), Rønde Sparekasse, Nordea Fonden samt Anlægsgartner Jesper Schmidt (Rønde).